Sælsafari

De ligger derude hver dag og hygger sig. Flere hundrede sæler tager sig en god, lang lur på sandbankerne i den vestlige del af Limfjorden hvor Nationalpark Thy møder Vesterhavet.

Bådene tager turen ud fra Thyborøn Havn og gennem labyrinten af sejlrender mellem sandbankerne midt mellem Harboøre Tange og Agger Tange. Selv på lang afstand kan man se, at der ligger nogle store dyr dér midt i vandet, og når man kommer tættere på, kan man godt se, at det er sæler. Der er oftest 2 arter af sæler og gode chancer for, at man pludselig står ansigt til ansigt med Danmarks største rovdyr: Den store gråsæl, hvor hannen kan komme op at veje 300 kg. Det er ham, der hersker herude, og han frygter intet. Heller ikke de besøgende i båden, som dukker op og giver ham lidt at kigge på. Sæler er nemlig nysgerrige og ofte svømmer de ud til båden for at se på de sjove væsener, der aflægger dem et besøg. Så dukker der et gråsælehoved nysgerrigt op helt tæt ved båden.

Udover de store gråsæler er der oftest store flokke af de lidt mindre spættede sæler. Spættet sæl er den mest almindelige sæl i Danmark. Gråsælen er der væsentlig færre af. Det er svært at finde nøjagtige tal på, hvor mange sæler der i alt findes i området, men et bud er omkring 800-1000 sæler her i den nordvestlige del af Limfjorden ud for Agger Tange.

Michael Madsen, der er indehaver af Jyllandsakvariet i Thyborøn, har et stort kendskab til de grå "naboer" derude på sandbankerne. Han kan forklare, hvorfor lige præcis den del af fjorden er så populær blandt de store rovdyr. Limfjorden ud for Thyborøn Havn er blandt andet tæt på det helt store spisekammer mod vest.

"Området med sandbankerne lige herude er helt specielt. Selv når det er højvande, er der steder med lavt vand herude, så sælerne kan ligge her og hygge sig og slappe af. Når de skal spise, svømmer de den korte tur gennem Thyborøn Kanal og spiser løs af havets fisk", forklarer Michael Madsen. Det største antal sæler, han personligt har set på én gang, var en flok på over 200 på én sandbanke og godt 100 på nabosandbanken i nærheden.

I 2015 købte Jyllandsakvariet deres første formidlingsbåd og begyndte at arrangere sælsafarier ud til sælernes rastepladser i fjorden. Den var straks overordentlig populær og særdeles efterspurgt. Siden er der kommet flere både til, og nu sejler de masser af gæster ud på tur i Limfjorden. Ture kan bookes her.

Oplev sælsafari og book dit ophold samtidig i et dejligt sommerhus her!